sløret i februar

 jeg tænker tit på mine sagte ord der er bygget på halvhjerte og pindsvinesøgen. det er svært at vælge hvad der skal fordybes.

 det er den måde jeg havde det på da vi mødtes inde i byen, inde ved pladsen, der foran kirken da gaderne var våde og du var dækket ind i sådan et vådt lag over dit ansigt, ligesom sløret for solen i februar, ligesom sløret mellem mig og livet der er en lille afstand ligesom mellem mig og dig.

 du var dækket ind i et slør - det var regnen tror jeg - og du havde gået helt fra banegården, for du bor langt væk nu, og det jeg siger til dig når vi mødes lyder lidt rodet, jeg ved ikke hvad det skyldes måske mine mange tit underligt svævende fornemmelser, og det minder mig om at jeg elsker når ting er ufærdige, eller, når jeg siger jeg elsker det, mener jeg at det er det jeg bedst kender til, ufærdige ting. det er ikke tit noget er færdigt. tit føles det ikke så godt når noget er færdigt.

 vi mødtes der på pladsen og som sagt var gaderne våde de var så våde at de var blevet til floder, vi er i bakkelandskab og pladsen er det laveste punkt i hele byen, tænkte jeg at jeg havde hørt et sted før, og det var rigtigt nok fordi al vandet fra gaderne flød direkte ned på pladsen der hvor vi stod, lige ned på os og vi blev sådan fejet op og bragt andetsteds, fjernt fra verden men måske tættere på hinanden, et sted mellem bygningerne, lejlighederne, mellem væggene langt fra hverdagen, ind til et tomrum hvor kun vores stemmer kunne høres, og det var ligesom det eneste vi havde, man kan ikke have ting, men på en måde troede vi begge på at vi havde hinanden, og jeg sagde:

 alt er hvedefarvet men vådt på den her årstid selv du er hvedefarvet og våd, der er et fugtigt slør over det hele måske og jeg søger tørheden indendørs, men jeg tænker tit på at tage ud i naturen og bare være ude hele dage. der kan jeg være tom uden at nogen kræver noget af mig, indtil en dag hvor jeg når et punkt hvor jeg begynder at kræve noget af mig selv, den følelse kommer nok snigende på andendagen, og så kommer den til at efterlade mig lam på tredjedagen.

 tage ud i den kolde våde morgen, der sker altid noget der, der ikke helt ligner alt det andet, eller tage ud i natten, der kan man blive til et dyr, hvis man vil. man kan hyle i natten. som en ulv.

 tomme tønder buldrer mest og jeg er måske lidt tom indeni, men det er bare en refleksion af verdens tomhed, jeg mener, sløret, solen er sløret i februar og jeg ved til sommers er livet optaget der kommer ikke til at være så megen kontakt jeg buldrer ned af bakken i en sort tønde der lyder som et tomt vrag på havnefronten, og jeg må jo gøre noget for at overleve i den her verden, jeg må jo buldre lidt fordi det skal jeg jo, det er ikke noget jeg sådan i høj grad brænder for, men jeg har hørt at jeg er god til det, altså at jeg er god til hvad end jeg sætter mig for, jeg tror det er mor

jeg er klodset

 mødet med martin tidligere i dag var ufuldendt, der er ikke så meget at sige 

der, jeg tænker altid på andre mennesker når jeg er alene, jeg tænker altid på 

mig selv når jeg er alene, jeg kan aldrig slappe af, selv når jeg sidder her ude 

på havnen og tænker på at dykke i, ned i det grumsede vand den opake 

masse, én ting ikke et miljø men kun én ting som et stykke plastik, hele havet 

er en klods ligesom min hjerne, min hjerne der aldrig ændrer sig men man kan 

ikke bebrejde sig selv, jeg er ikke bygget til byen så jeg tager en tur i skoven, 

og i skoven kan jeg ikke tænke på andet end baren hvor jeg mødtes med 

martin, martin er løgner, han har ikke bedste interesse når han ryger sin smøg 

og puster røgen sådan ind på mit hoved fra siden og jeg kan ikke tænke klart, 

man kan ikke tænke klart i byen, så jeg går en tur i skoven hvor man kan høre 

stilheden, stilheden står ved siden af larmen fra byen jeg stadig kan høre 

herude, stilheden og larmen står ved siden af hinanden, og de snakker måske 

lidt, nej de snakker ikke med hinanden, de har slet ikke noget med hinanden 

at gøre, byens larm er tarvelig og stilheden ved bedre, jeg ved bedre, og på 

vej ned af stien møder jeg judas, og judas giver mig en skål og fortæller mig, 

“du kan ikke komme tættere på livet end du er nu”, jeg spørger ham hvad 

skålen er til og han siger, “de kender alle til dine hemmeligheder,” og han giver 

mig skålen, og nu står jeg her med skålen i hænderne, i skoven, stilheden er i 

skålen, og jeg tænker så det brager og jeg skubber sådan stilheden væk, og nu

står jeg ude på havnen igen, her ude hvor vinden trækker til, det suser om

ørene, langt ude på havnen, her ude hvor man aldrig møder nogen, og selvom

der er bølger på havet, er havet stadig en klods vandet er en opak klods af plastik, så jeg stiller mig ud på det og her ude møder jeg dig, og du tager skålen ud af mine hænder, og så står vi bare her sådan lidt akavet.

det var ved at blive kedeligt at sige det med samme rytme for tyvende gang

 du er ikke min far, jeg kan godt selv, jeg skriver så hurtigt jeg kan fordi det måske på en måde kan få mig i kontakt med det der alt og intet der ligger meget langt inde eller ude men som også ligger i alting og som er alting, og er Gud stort g, jeg snakker og skriver med folk, men jeg har mest lyst til at sove og ikke tænke, jeg tænker på hvor rart det er at være med andre man kan lide at være sammen med uden at skulle forholde sig eller anstrenge sig for meget, eller måske lidt anstrengelse, det er altid sjovt, take the challenge, men ja, hvor rart det er at være sammen med andre hvor man ikke skal anstrenge sig og det kommer nemt og de er ikke bange for uventede ting fra dig, de mærker din indre ro, som jeg tænker at jeg får fra alt/intet, pure consciousness, det der sted. jeg drømmer om at være så karismatisk som david lynch, det er det jeg drømmer om lige nu, og på længere plan drømmer jeg om at have den dedikation som david lynch havde, prøv at tænk, prøv at tænk at bruge fem år på at lave én film, eraserhead, det er det eneste jeg tænker på, made with manic obsession som ecco2k siger, og jeg skal holde den kørende med at indse at alt jeg siger kan jeg gå endnu dybere med, werner herzogs sociale medie er at invitere nogen til sit middagsbord hvor der maks kan sidde fire mennesker, hvis jeg husker rigtigt, og at der snakker de kun om én ting hele aftenen, hvis jeg har fortolket rigtigt, og man tænker måske det er kedeligt at snakke kun om en ting, men jeg har lyst til at prøve det og jeg gør det nu måske på en måde når jeg løber alle disse emner igennem om og om igen ligesom hook i sange, og nu tænker jeg på trakl som jeg ikke fik læst så meget af fordi jeg ikke kunne fokusere, fordi en af mine venner var ved at få kritik på sin tekst i det andet rum og jeg kunne høre samtalen ret klart, hvornår bliver kunst nogensinde vigtigere end det der sker omkring én, og har jeg fået kontakt til det der alt/intet, pure consciousness, fik jeg kontakt lige der før for en halv time siden da jeg var ved at falde i søvn men prøvede med god vilje at holde, “der hvor jeg stod af og lige om lidt står på igen” kørende inde i mit hovede på repeat, sagt på sådan lidt forskellige måder ligesom poetry slam hvor man siger det sjovt fordi det var ved at blive kedeligt at sige det med samme rytme for tyvende gang, så man prøver at eliminere pausen eller mellemrummet og melodien der viser ende på sætningen imellem, “(der hvor jeg stod af og lige om lidt står) på igen, der hvor (jeg stod af og…)”, og det bliver til sidst som en sang i monoton én-tone lidt som en mantra, hvilket er godt fordi det var jo det david lynch sagde i videoen om transcendental meditation, at man skulle have en mantra der kører inde i hovedet imens man laver denne meditation, og at det kommer én i kontakt med alt/intet, pure consciousness (og nu er den der måde at skrive det på blevet en gimmick, man skal passe på med at bruge ting som hovedpude nogle gange når man er kreativ), men ja, giver det overhovedet mening?

ritual

1 unwound fisk gavl står på en kant af cement 2 sejler et ønske på spøgelsessølv skinner der glimter 3 jeg humlende fin rumlen gnider op ad væggens metal 4 stop i tåge lavvande kviksande gule fødder flyver broen 5 lad det flyde som fisk på en bar himmel 6 byen er bange for mig vin og chokolade flyde 7 sidder bænken under broen aarhus i 90’erne halvcirkel harmonika 8 jeg nyder skønheden med House brune kviste på havnen 9 næste stop er mit jeg smiler på regelbrud (og gamle venner)

 jeg følte mig lidt som en fisk i en eller forfra en sardin i en dåse af sardiner når jeg sidder på letbanen. men på samme måde har jeg et flot billede af nogle jesus-agtige eller måske græske fisk der svømmer op af en lys strøm ligesom de fisk der blev  malet på dørene dengang, altså sådan her: <><, som betød et eller andet med en gruppe man var med i som var hemmelig men jeg kan ikke huske mere.

 nu finder jeg det i mig selv igen den tordenbrag i en flaske eller hvad man siger på dansk ligesom vi har snakket om at det gør vi her på højskolen, og at der er gået en dag siden jeg udførte mit ritual og det giver det en afstand som betyder noget for det, noget specielt men jeg ved ikke helt hvad det betyder, det er ordet på engelsk der hedder alienation som måske bedst beskriver det, og det er sjovt hvor hurtigt man kan begynde at føle sig den der alienation når man bare tager cyklen op til mårslet station og hopper på letbanen, hvordan man kan mærke alienation bliver stærkere og stærkere jo tættere man kommer på byen, langsomt flere folk kommer på den letbane som ruller afsted og langsomt længere væk kommer vi fra hinanden. jeg sad lidt hektisk eller neurotisk eller hvad man siger på min plads i letbanen og håbede på at se en gammel ven fra byen, måske, ilya, tænkte jeg måske på, og så tænker jeg nu på havnen og de grupper af unge 20’er studerende der virker lidt for normale og store til mig , du ved for voksende, jeg er bare et barn der sidder her på træet på havnen spilopmageren sidder på havnen og spilopmageren afbrød men han er virkelig sød , jeg håber ikke han bliver fornærmet, men sådanne ting man laver og sådanne folk man lærer at kende som de skønne fra højskolen haha de lærer en at blive måske lidt mere ligeglad.

 der er ved at blive koldt og jeg skriver hurtigere nu end jeg nogensinde har gjort før for jeg fryser her på havnen, byen kan være meget trykkende når man er ensom, og jeg spænder i kroppen takket være frygt om tid løben ud scratch that tid der løber ud.

 letbanen som en spøgelsesfisk eller bare et spøgelse, et spøgelsesdyr, hvordan kunne jeg nogensinde leve mit liv uden dig, den største sorg, men ja letbanen kører på tynde skinner af spindelsvæv tror jeg, en spøgelsesedderkop der gemmer sine otte ben, eller så har den fået dem skåret af, måske var det derfor der var så meget bøvl med den de første år, men nu har Aarhus så formået at få den til at bukke under eller rettere sagt comply og jeg kan se den herfra hvor jeg sidder her ude på havnen og jeg kan mærke dens rumlen under min krop og jeg tænker hvilken tilværelse det må være, hvordan det mon er at være, at være som letbane spøgelsesedderkop på skinner af spindelsvæv. undertrykt, af Aarhus kommune, at skulle transportere folk hver dag, måske mod vilje, det tænker jeg, og have en transportkvindestemme eller Jørgen Leth snakke for en, store stille dyr, jeg græder for dig nu.

 midtdagen er bedst til at holde fokus og aftnerne er værst, for kun det dyriske vækker interesse, og når jeg tænker på mig selv som et dyr, og står ved siden af den store: spøgelsesedderkoppen, søde stumme bæst, du fælder tåre når du glider ned af Havnegade, ned mod Skolebakken, der jeg stod af og lige om lidt står på igen, spøgelsesedderkop lang og elegant i solnedgangslyset, og når jeg står ved siden af dig ligner jeg eller er måske en af de der gnavere der bor under jorden fra over hækken som står op når de kommer op over land med deres poter eller hænder sådan bøjet forover oppe ved deres bryst som sådan noget t reks eller hvad det nu er, små arme, og jeg kigger op på spøgelsesedderkoppen.

 når landet bliver til by og byen bliver til land sker der et skift, et flip af en mønt, en lille maskine bygget på en lille vekselvirkning, signaler sendt frem og tilbage, signalerne så snart en bliver skudt i gang svarer en anden og så kører de bare, et kredsløb af spørgsmål og små måske store anstrengelser eller forsøg, energi brugt på at få fordel eller at komme med i noget nyt. hvordan fungerer byen?

  og hvem tror byen jeg er? hvor meget har jeg tilbage når mit ophold stopper? hulspørgsmål.