mødet med martin tidligere i dag var ufuldendt, der er ikke så meget at sige
der, jeg tænker altid på andre mennesker når jeg er alene, jeg tænker altid på
mig selv når jeg er alene, jeg kan aldrig slappe af, selv når jeg sidder her ude
på havnen og tænker på at dykke i, ned i det grumsede vand den opake
masse, én ting ikke et miljø men kun én ting som et stykke plastik, hele havet
er en klods ligesom min hjerne, min hjerne der aldrig ændrer sig men man kan
ikke bebrejde sig selv, jeg er ikke bygget til byen så jeg tager en tur i skoven,
og i skoven kan jeg ikke tænke på andet end baren hvor jeg mødtes med
martin, martin er løgner, han har ikke bedste interesse når han ryger sin smøg
og puster røgen sådan ind på mit hoved fra siden og jeg kan ikke tænke klart,
man kan ikke tænke klart i byen, så jeg går en tur i skoven hvor man kan høre
stilheden, stilheden står ved siden af larmen fra byen jeg stadig kan høre
herude, stilheden og larmen står ved siden af hinanden, og de snakker måske
lidt, nej de snakker ikke med hinanden, de har slet ikke noget med hinanden
at gøre, byens larm er tarvelig og stilheden ved bedre, jeg ved bedre, og på
vej ned af stien møder jeg judas, og judas giver mig en skål og fortæller mig,
“du kan ikke komme tættere på livet end du er nu”, jeg spørger ham hvad
skålen er til og han siger, “de kender alle til dine hemmeligheder,” og han giver
mig skålen, og nu står jeg her med skålen i hænderne, i skoven, stilheden er i
skålen, og jeg tænker så det brager og jeg skubber sådan stilheden væk, og nu
står jeg ude på havnen igen, her ude hvor vinden trækker til, det suser om
ørene, langt ude på havnen, her ude hvor man aldrig møder nogen, og selvom
der er bølger på havet, er havet stadig en klods vandet er en opak klods af plastik, så jeg stiller mig ud på det og her ude møder jeg dig, og du tager skålen ud af mine hænder, og så står vi bare her sådan lidt akavet.
Så spændende at du har mødt Judas, synes jeg
ReplyDeletetak det var en meget spændende oplevelse
Delete