sløret i februar

 jeg tænker tit på mine sagte ord der er bygget på halvhjerte og pindsvinesøgen. det er svært at vælge hvad der skal fordybes.

 det er den måde jeg havde det på da vi mødtes inde i byen, inde ved pladsen, der foran kirken da gaderne var våde og du var dækket ind i sådan et vådt lag over dit ansigt, ligesom sløret for solen i februar, ligesom sløret mellem mig og livet der er en lille afstand ligesom mellem mig og dig.

 du var dækket ind i et slør - det var regnen tror jeg - og du havde gået helt fra banegården, for du bor langt væk nu, og det jeg siger til dig når vi mødes lyder lidt rodet, jeg ved ikke hvad det skyldes måske mine mange tit underligt svævende fornemmelser, og det minder mig om at jeg elsker når ting er ufærdige, eller, når jeg siger jeg elsker det, mener jeg at det er det jeg bedst kender til, ufærdige ting. det er ikke tit noget er færdigt. tit føles det ikke så godt når noget er færdigt.

 vi mødtes der på pladsen og som sagt var gaderne våde de var så våde at de var blevet til floder, vi er i bakkelandskab og pladsen er det laveste punkt i hele byen, tænkte jeg at jeg havde hørt et sted før, og det var rigtigt nok fordi al vandet fra gaderne flød direkte ned på pladsen der hvor vi stod, lige ned på os og vi blev sådan fejet op og bragt andetsteds, fjernt fra verden men måske tættere på hinanden, et sted mellem bygningerne, lejlighederne, mellem væggene langt fra hverdagen, ind til et tomrum hvor kun vores stemmer kunne høres, og det var ligesom det eneste vi havde, man kan ikke have ting, men på en måde troede vi begge på at vi havde hinanden, og jeg sagde:

 alt er hvedefarvet men vådt på den her årstid selv du er hvedefarvet og våd, der er et fugtigt slør over det hele måske og jeg søger tørheden indendørs, men jeg tænker tit på at tage ud i naturen og bare være ude hele dage. der kan jeg være tom uden at nogen kræver noget af mig, indtil en dag hvor jeg når et punkt hvor jeg begynder at kræve noget af mig selv, den følelse kommer nok snigende på andendagen, og så kommer den til at efterlade mig lam på tredjedagen.

 tage ud i den kolde våde morgen, der sker altid noget der, der ikke helt ligner alt det andet, eller tage ud i natten, der kan man blive til et dyr, hvis man vil. man kan hyle i natten. som en ulv.

 tomme tønder buldrer mest og jeg er måske lidt tom indeni, men det er bare en refleksion af verdens tomhed, jeg mener, sløret, solen er sløret i februar og jeg ved til sommers er livet optaget der kommer ikke til at være så megen kontakt jeg buldrer ned af bakken i en sort tønde der lyder som et tomt vrag på havnefronten, og jeg må jo gøre noget for at overleve i den her verden, jeg må jo buldre lidt fordi det skal jeg jo, det er ikke noget jeg sådan i høj grad brænder for, men jeg har hørt at jeg er god til det, altså at jeg er god til hvad end jeg sætter mig for, jeg tror det er mor