dagen beslutter pludselig at mine skridt ned af gaden

er betydningsfulde.

skriften ægger mig til at kalde livet en joke. jeg ser bort

fra det, jeg ser på min kop med te: 

brevet en lilje, eller

måske er der mere respekt i, bare at se det som et tebrev.

gløderne under

din mave. spruttende

fremtid. logistisk set

er alle sandheder.

entropiske medaljoner.

du blev aldrig fuldendt, ingen jeg kender

er for mig fuldendt.

ikke ensbetydende med, hver dag jeg sætter mig

for at skrive, er værdiløs … men jeg har en trang til at forkaste alle mine guder.

du ber om mig fra sengen, og ord tilsvarende. jeg sidder og forærer dig kun blikket.

ubehageligt nærvær. eller fravær? et kortsluttet rådyrs instrumenter:                                                                                                                                                             stirrer ud i tomheden den korte død

jeg har erfaret. og glemt det hele ?? hvor dum er livet ikke. en lille klump af dit samhørige alien-liv i min hånd

din lukkede sandhed. klassifikationen livet. jeg er så årvågen

jeg ser lige gennem dig →  hvor er du?

du, åbenbart porøs: på vej ind i verdens varme

jeg:

i sengen nu. en lille mavefornemmelse

som et stolt dyr ved efterladenskaberne

da jeg krattede hul i din kærlighed

og væsken bare flød, en helt punkteret situation.

du lægger ud: jeg sys du bestemmer. okay

to sodavand og film som basically kører i ring

om en pige, hendes fremtid er en flænge i verden

og helt usikker. se hvor vi funkler,

det er varmen genfundet, hyggeligt, haha, et vi!

hæves op i søvnen. og det grå morgenlys

jeg så aldrig ryggen vende før den var væk

sidste uge vælter ned i tomheden

det gemte løfte om alting

—gud. jeg pakker mig ind i din største magt

 

dagen er det glinsende i det åbne øje. står lige her på hjertets scene

og arbejdsløsheden tvinger ikke noget ned over mig, andre ting får plads til at tvinge sig. som fx. som fx det her værelse.

god grund til at der ikke er nogen grund til at gå ud. jeg ved ikke hvilken grund der er på tale:

i bund og grund.

hej enertale. hej mig selv du ser så afkappet ud

::\/\/\/\/

inde i mig er der vanvittigt geni.
som når man laver hovedregning
men resultatet er helt forkert

på bunden af verden: “kan det blive vagere?”

selveste

simpelthen? er det selveste der ringer til mig?

de siger jeg tør mig lidt af hvert

men at gætte på hr selveste

ringer ud af det blå står himlen 

ikke med ryggen til? det løber løbsk

at kigge omkring folk efter bekendte

venner eller håbets vogtere

som har øjne som klistermærker i kbh     ,, de kontakter er svære at få trykket på-- .

håber selveste bringer manna med

til picnic med vennerne i drømmen

vi falder langsomt fra til det vågner

fjollet lys fra solen. hvad skal solen der?

helt dumme meningsrester ligger der

fylder alle gadehjørner op med aske

fra cigaretterne. alle ryger videre /

ingen titel

 

cykler hjem over asfalten med dækkene under mig

der er en snurrende lyd, også når sommeren

spoles tilbage op af min hals

som om jeg kunne bruge tid

på at skrive og eje det

sidder jeg umuligt her på værelset

helt viljeløs overfor mig selv

og går ikke en tur her om lidt

kan du samle ord der ikke blev sagt?

kan du kassere hvad du vil?

vi køber det rigtige i supermarkedet. vores lyster trævler op i enderne

min bog surmuler. rådvild i figurer på gulvet

kan du forestille dig havet uden handel?

himlen titter frem som det hvide i øjet

den opsvulmede fremtid spiser af meningen

tilbage

 

skriften skal berøre livets mangfoldige hjerte,

skal blæse med vinden og lufte træer

skriften skal være ledning fra hoved til hoved

og veksles langs eftermiddage

hvor du har fri og tager beslutninger,

ligger dig tæt op ad lyset der falder ind i lokalet

så tæt du kan. før du lader rummene strømme forbi. som kigger du fra et tog 

og skifter tilstande, men er til stede gennem alle.

efter øvelse. dagene er,

at hoppe fra bred til bred

og at være ved breddene. ikke andre steder

de sagde at de var overraskede over mine gode karakterer

for det virkede som om, jeg var et andet sted

jeg flyttede mig ikke fra mit hoved. var der bare og kiggede

gennem vægge bag deres hoveder

er ikke helt klar, bliver det ved

med at trænge sig på. den første synd,

at bevidstheden ikke var helt klar til at være der, gentog sig

hver dag på skrift siden den opdagede sig selv

stå og græsse tanker. 

Når fortovet rinder ud i pladsen,

står du der, i rækken af kampesten

du snakker, og jeg fæstner mig til dine ord

holder mig ovenover og finder godheden 

putter dyden ind i fugerne

og pludselig er vi tosomhed.

Det handler om teknik

vi har flydt ned fra provinsfængslerne 

til denne hjertenøgne kolde skov kaldet by 

at være skiftet til ny og hjertenøgen er mærkeligt.