tag og skriv

mit humør skifter og vejret skifter med det, ligesom i forgårs, da jeg var ude og gå og så asfalten der var næsten blå i sin farve, selvom kornene var sorte og hvide og grå og røde, og der var sådan nogle lapper af tjære der hvor hullerne i vejen fra bilerne havde været, men man kunne stadig se hullerne, og de der lapper lignede de tunge grå skyer på himlen, jeg tænkte det var sådan nogle skyer der var til for at lappe huller i skydækket, jeg tænkte det var sådan nogle skyer der var til for at lave et lyn klar til mig, mit hoved, som jeg tænker at lynet kunne slå ned i, ligesom på ros da mit hår stod op lige inden charli, og mørket omsluttede os, og vi speedwalkede i regnen, og mig som var helt gennemblødt i min gule skjorte og shorts, og os der ventede på at vagterne skulle kigge den anden vej så vi kunne hoppe hegnet til pitten, og hvor vildt hype jeg havde det med det, jeg kan huske da vi stod der meget tæt på, de stablede højttalere og scenen der var så stor at den mindede om sådan nogle videoer min ven har vist mig på tiktok om frygten for havet, sådan nogle videoer fra sådan nogle kæmpe containerskibe på kæmpe bølger, frygten for det kæmpe store, altså det var at stå så tæt på en stor bebyggelse, jeg kunne næsten mærke at scenen var en levende. og da koncerten begyndte var lyden kæmpe stor, jeg tænker på om den her asfaltvej vil føles ligeså stor hvis jeg kom tæt nok på, helt ned til grynene, sorte, hvide, grå og røde bygninger, men jeg har ikke lyst til at lægge mig ned på vejen så jeg går bare videre.

jeg kommer videre rundt om hjørnet og ser en sleek bil, helt ren som et rent mørkt spejl, og overfladen får mig til at tænke på kold luft.

anapi sagde i går at mette moestrup havde sagt at digtning er noget af det eneste antikapitalistiske vi har tilbage, det fik mig til at tænke meget. jeg synes ikke kun at digtning er at skrive digte, eller jo, digte ville ikke eksistere uden at skrive, men der er nogle bevægelser i digte som også eksisterer andre steder, i film eller malerier eller musik, eller måske i tøj, eller måske i en måde at leve på, måske i tanker. jeg ved det ikke, jeg mærker bare at der er en meget vag følelse af noget der vækker meget styrke inde i mig ved det.

tag og skriv er så fedt. i går hørte vi jessie kleemann og søren gemmer, det var sindssygt, der var lyde jeg aldrig havde hørt før, og der var lyde jeg kun før har fundet langt ude i internettets magiske hjørner, i mine høretelefoner på mit værelse, og jessie kleemanns ord og lyde var sindssyge, hun sagde på et tidspunkt, hvis jeg husker rigtigt, "sæle synger deres kæber af," og det fik mig til at tænke på her den anden dag da mig og min mor så en lille sæl der lå strandet i vandkanten og manglede hele sit ansigt, jeg tror det var noget af det vildeste jeg har set i år, jeg blev så rørt da hun nævnte det om sælene.

og lærerne læste op om aftenen, og det var så vildt. der var et tidspunkt under nynnes oplæsning hvor jeg faldt ud af min koncentration og kunne mærke at jeg var ved at blive rørt, i en fysisk fornemmelse.