NOMINERET TIL ANSVAR (hjælp)

Er bange for at skrive inde på bloggen,

fordi publicerknappen er så tæt på.

Det er ligesom at sidde

i et træ

.

Kan

ikke

skrive

fordi

jeg træder

--ufrivilligt--

på følelser af, at der er noget galt, når jeg løber mod stilheden. Jeg er tvunget til at tage ansvar for noget, der ikke har at gøre med at skrive, og jeg har ikke lyst. Jeg har ikke tid. Så jeg gør mig glat, og glider ned under der, hvor nogen kan se mig. Under linjerne livet har lagt for mig. Under den verden, jeg råber op om begrænsninger over. Og når jeg siger, at det er gammelt at tro, at noget ikke er muligt, lyder stemmen god. Så lukker jeg øjnene og døren.

            ((SKYLDEN))

Men der er fremmede; jeg stempler skylden på stemmerne, når jeg prøver at skrive. De er ikke engang koblet med personer længere, så høje i volumen. Ét stort please stop. Og så glemmer jeg at blive, før jeg flygter. Og så der, fjernet fra situationen, suger resten sig til mig, selvets tyngdekraftsmund, der fodres og spiser for at blive tryg. Og bliver utryg. Der vokser en følelse af, at noget ikke er i orden, større end nogen person. Det var sådan det hele lagde sig ned for mig.

*

Fra ryggen og fra halebenet

vælt du

smertepille

når jeg skriver.

musikinstrument

hej bloggen

låst i morgenslagger. kaster tomheden fra mine arme ud i de rum vi ånder, lissom Rilke. har nok brug for at strække ud. ja, og nu SKRIVER jeg BARE. bare skrive.

har spillet lidt guitar på det seneste, kan ikke i så lang tid af gangen, for jeg får ondt i armene og hænderne. har tænkt lidt på at tage den op igen i noget tid nu, verden har givet mig signaler fra en vis person, Lars, der er begyndt at spille fløjte i ret stor stil, har jeg på fornemmelsen. vi snakkede engang om det at spille, han havde nævnt noget om måske at starte på guitar eller fløjte, men han valgte fløjte. han nævnte Sønderho, og at han kendte mange af sangene eller melodierne udenad, og traditionen bag det hele, det at det kun var igennem mundtlig overlevering, det inspirerede mig. jeg tænker på Bob Dylan der lærte sig bluessangene, standarderne, og historierne bag dem, kulturen, jeg tænker på John Fahey der samlede på gamle plader fra 20'erne og 30'erne og lyttede til dem og lærte at spille lissom det han hørte, blev en del af en ægte kultur, og fx udgav Bukka White og Skip James, og blev grunden til at de er blevet husket. jeg savner en kultur bag det, altså en lokal dansk, jeg ved ikke om sådan en findes.

noget andet er kalligrafitimerne med Lars. holdningen i kroppen, at sidde ordentligt og bruge armene, hænderne, vejrtrækningen, på den rigtige måde, hvis man ikke skal få ondt og/eller blive hurtigt udmattet i det, det at kalligrafere. der er noget rituelt ved det. jeg har på fornemmelsen at der også er noget rituelt ved den måde Lars spiller fløjte på. jeg vil gerne prøve det igennem guitaren.

tilbage på testrup

er højere i dag, fordi jeg er blevet løftet, over muren, der var folk, og de var kun så ægte som dukker da jeg kom op, men de sagde hej. en kom hen og krammede mig på en eftertanke. hun sagde noget sødt, jeg sagde nå. de gik i forskelligtfarvede tøj, og jeg kunne ikke begribe hvor de skulle hen, flokken ud ad døren. jeg var træt af at prøve at begribe sådanne slags ting, og træt af at spørge, så jeg gik ud og kastede min rastløshed fra mine arme ud i den kolde luft, og vandrede ned på mit værelse. men mit værelse var et åbent rum, for nogen havde taget min dør. jeg tænkte at det var sjovt, jeg tænkte at det gjorde mig glad, sådan at min dør var væk, det var komisk. jeg tænkte hvem var tyven? denne en, der har vædet alle mine tanker, og ladet dem dryppe fra sig, til stadighed, ned på min pande den sidste måned. jeg lagde mig på min seng og læste, energier strømmede ind og ud ad rummet.