ོ

tilbage i helvedesrummet - men det er bare livet. nogle gange har livet et grumt udtryk, men det er et smil fra et større væsen, og i væsenets glæde bor meningen, i meningen føler man sig forbundet og større, ligesom når øjnene kaster lasso op mod skyernes grå kvælertag på kvælerdage, når dagenes forløb stikker som grus, og hjernen bare er grus.

fuglen kender ligesågodt til helvedesrummet som jeg gør, grin med mig fugl, jeg ved vi har noget, et sted, lad os lytte til træernes sprog sammen. og så lad os lytte til dit, hvis du også vil lytte til mit. jeg tror jeg vil gå et land rundt med dig, jeg ved hvor end jeg går er du der, ikke i samme krop, men ligesom jeg er ligeså meget mit medmenneske som mig selv, er du altid dine medfugle, i er ved mig, og jeg tror jeg vil gå med jer og skrive og tale med folk jeg møder på min vej, for det kan jeg finde ud af nu, og mine arme rækker længere end de har gjort før, og mine arme rækker ind i tomheden som dig, fugl, i dit nedsus.

ོོོོ

◡  _  ◡ 

det er ikke tid længere til at forholde sig til noget. natten lukker sine øjne over mig snart, dagen er spinkel, dagen er lyden af et hængsel der knirker i periferien. mit tøj er for småt, dine øjne gør mig til et dyr, jeg er en dunkel hedekilde.

vi sagde at poesien var sandheden. eller vi sagde at poesien var nogle flere ord end hvad jeg kan lægge ned som bogstaver lige nu, dog var det smukt da du sagde det. men ord, med deres små fjer, flyver væk, op, eller, rundt om hjørnet. men for mig er alt op at flyve lige nu alligevel.

da jeg gik min vej, og da jeg var ved mig selv og kun min egen krop, kunne jeg høre mørket. det var som en personlig henvendelse til min brystkasse, der hvor hemmelighederne gemmer sig. 

jeg gik ind ad døren, ind på mit soveværelse, og i den bløde seng lukkede min krop sig inde om sig selv.

        i søvnen vil jeg falde til ro. for jeg har aldrig mareridt, og hvis jeg har, er monstrene mine                 storebrødre.