digt... jeg ved ik om i forstår

verden har i dag kollapset om sig selv

har lagt sig selv ved siden af

min eksistens

den er lammet og åbner små bureaukratier om sig

af ord og blikke

der dunkler folk

og holder dem i armslængde

solens horn bukker sig

jeg strækker mig hen mod natten

der er små lys over det hele

kan mærke at

sommeren er døende

jeg er samtidig

med nye ubeskriveligheder

de sidder i sofaerne