synsfiktion

en vindueskarm står indlejret i væggen, som en af mange søskende. den har seks plader af glas stablet to og to ved siden af hinanden i tre etager, spændt i trærammer der er malet hvide. det minder mig om mit barndomshjem. 

mit første minde: et vindue, regnen afbildet på den anden side, haven og græsset og træerne. vinduet skabte indenfor og udenfor. indenfors ubevægelse. og udenfors stumfilm. et simpelt billede, indebrændt. indebrændt bevægelse. alle billeder der kom efter har været variationer af det billede.

min far valgte selv hvilke vinduer vi skulle have i huset. hans hensigt var ikke væsner, men objekter, flotte åbninger i væggen til lys og have, men vinduerne viste sig at være levende, dirrende, skabene for det udenfor der gennem ruden var anderledes end det udenfor der var, når man var udenfor. badet hver morgen i kold sved fra natten. det var duggen der først satte min frygt for at miste synet i mig, at stå og kigge ud hver morgen, og kun kunne se en pløret version af virkeligheden. 

hvor ville det være voldsomt at leve livet sådan, tænkte jeg. folk er kun ægte som billeder i mit hoved til bagtanke, tænkte jeg. hvad siger de, tænkte jeg, det tænkte jeg ikke på dengang.

jeg gik ture i skoven med min far og mor. den lå på en bakke. den havde høje bøgetræer og en asfalteret vej kørende ned igennem den. på den anden side af vejen lå min børnehave. vi sov nogle gange i shelter, en der lå på den anden side af skoven. turen derhen var under lyset af min fars lommelygte, et lys der belyste stien foran, ikke bagud eller i siderne. i mørket gemte sig virkelighedens slagger. jeg så det aldrig.

første gang vi sov i shelter drømte jeg om natten en drøm, om en stor hånd der rakte ned fra trækronerne og slap en håndfuld tåge henover mit blik, så jeg ikke kunne se klart. den næste morgen vågnede jeg og så alt gennem en rude. hvis træerne og deres blade og himlen og jorden og insekterne havde åndet før, holdt de nu vejret, og pustede ud på den anden side af mine øjnes vindue. træerne stod stadig som de gjorde før. men jeg kunne ikke komme tæt nok på.