har muligvis pillet et lag af løget

længe har jeg været forfalsket. hvem siger jeg ikke bliver det igen i morgen?

men i dag har jeg rørt kernen. i dag har du været hos mig lille kerub. du står på mine høje vægge med dine to små ben. kigger over min skulder med ræveøjne. min egen lille genius. en genius har jeg hørt er en ånd der er hos dig. hvad er du bygget på min genius?

jeg tror du befinder dig måske oppe i skriv til højre. daimon. måske flytter du dig lidt rundt omkring på skolen. jeg tror det er derfor nogle rum noglegange snakker til mig på den gode måde. fordi du er der. giver mig inspiration og rumfornemmelser. rumfornemmelser er fornemmelser af andre rum i ens liv fra andre tidspunkter og/eller steder. det er lidt der man er når man skriver. man skriver fra rum. det rum du er i nu eller et rum et andet sted. hvilket rum er du i nu?

ligger i sengen og tænker tilbage på dagen og tænker tilbage på dagene, og tænker, "nok om fængsler". i det her samme rum i en anden tid skrev jeg engang:

"min krop er syet sammen i bundter. mine ja'er bryder min krops sammensyninger. 

jeg er desværre bygget på nej.

jeg er og ser dig i dine demoner. 

tit tænker jeg på det jeg ikke lukkede den dag. det er stadig derude.

jeg hørte det på bænken. lidt tog jeg fat, men jeg har ikke været i dit godt nok. 

så faldt jeg ned i et hul hvor jeg sad og kiggede på det jeg ikke havde.

dagen er knust af min hjerne."

jeg siger jeg har rørt kernen i dag, men i virkeligheden tror jeg bare jeg har pillet det næste lag af et kæmpe løg.

dyrene

hej. er et sted hvor én ting ikke betyder en anden ting. landet hvor alt stopper med et. landet hvor du kan gemme dig i tvivlen. som om det var et sikkert sted at være.

 på dit eget plateau hvor solen aldrig ser anderledes ud bag sløret. dit eget plateau hvor månen aldrig er til stede. hvor himlen året rundt har samme farve som en metalstang.

på plateauet. hvor der rundt om hjørnet er en afgrund. der er luften tynd. du kan gå derhen for at kigge ned, men pas på du ikke begynder at hyperventilere.

 på plateauet er dyrene kun hos dig ved afstand. du kan ikke blive hund, kat, eller fugl. du kan ikke andet end at være plantet på dine to stumpe ben. og se på dyrene med deres store grimasser. de griner af dig. du griner med. uden grund.

 hunden tager en bid af dig. kaster op. fortæller dig at du er bitter. har jeg altid været bitter? har jeg ikke været sød engang? jeg husker det som om jeg engang var sød.

 du opdager at du ikke står på nogen hensigt. du opdager ikke mere. du overgir dig til ingenting.

månen er sød // weekend

 weekenderne er sværere end hverdagene fordi jeg ikke skal noget. når jeg vågner kan jeg gå til morgenmad eller jeg kan blive liggende. tit bliver jeg bare liggende. 

 men jeg rejser mig op på et tidspunkt. bevæger mig langsomt. går langsomt. hjertet banker langsomt og tankerne kommer langsomt. igennem dagen er jeg så rolig at jeg føler hvis jeg bliver bare lidt roligere ville jeg gå helt i stå.

 dagen går videre. og jeg læser lars' nye blogopslag. jeg vidste aldrig at sophie ville tage et billede af månen da hun faldt. det giver hendes død en betydning jeg synes den altid har manglet.

 jeg går ud og kigger på månen, og den er helt rund. den er en mærkelig størrelse. jeg glemmer altid at den er der. at den bare er deroppe. den forventer ingen opmærksomhed, men bliver sikkert glad når man kigger op på den. og den er så stille. og sød. den er virkelig oplagt at begynde at tale til. man kan fornemme at den lytter. når jeg taler til månen tror jeg det er mit indre barn den henvender sig tilbage til. med kun blik.

en sej person

 slår hårdt ned på dine tanker.

hvor tog vi hen, hvilken møllepark, hvilket yndlingssted?

 måske smiler jeg så meget fordi jeg er plaget.

vi sad alle tre og snakkede

jeg holdt om din mave.

  folk virkede til at have været skuffet i mig.

det hele gik meget hurtigt. flugt var min reaktion.

jeg tænker på noget lige nu

 en sej person

min i ching spådom

verden havde sagt

ny, ligesom jeg har sagt sådan nogle tusinde gange før,

og jeg er aldrig kommet tæt på nogen sådan,

ligesom min far, han er ikke lærd. 

                       hvor vil jeg hen,

som min far?

nej nej nej nu er vi her igen.

i byen flytter jeg mig rundt i landet, jeg er vandrer.

ryger noget med mit slæng så jeg derefter kan skrive 

som fremmed. 

jeg troede at verden havde sagt 

ny

han vil tage 

eventyrerne i byen fra mig,

hvad er det for noget?

han har gjort mig stærkere. 

            det er     

   det rigtige. 

poesi, det er ritualerne der giver hverdagen et klik, 

ligesom i går da stjernen på himlen blev til en

fase der ville ændre mit liv.

jeg tænkte

“får mest lyst til at give op lige når det går

lidt spøjst og indelukket.”

jeg ville ønske du bare kunne give

mig et billede af landet, et rigtigt billede til at holde, gennem kunsten, et kort.

det kunne være en besparelse fra alle psykomandens befalinger.

 han har trods alt altid været ansat af nogen, der

vil tage hverdagens magiske spring fra os.

førhen. og vi flytter os hjem til dig, hvis vi er

på tomandshånd,

jeg ville

dog ønske at du ikke var min opioide, 

hvor er du? du er ikke kun til, for noget man har lyst til.

heldige, hvis jeg er heldig,

for jeg er nemlig så villet. 

 jeg ønsker du ikke gør mig skør.

hvorfor er det du

gør det hele meget:

havde troet vi var kommet ind i en ny æra, 

meget selvisk tænkte jeg, at det var stjernen, der

ville ændre hele mit liv, men så 

fandt jeg ud af, at

så blev jeg ved af en eller anden grund. 

 det er

 ned, 

i begge sider, alle retninger på samme tid.

jeg er vandrer. prøv at tænk 

på den klarhed til kamp du viser mig, de ting

du vil nu, 

efter alt det gode.

vi så mænd gø i gaden, hvor heden hang. 

vi har været i boks, han vil ha jeg skal tage hjem.

forladt blik mens jeg stirrer op i

aldrig kom hen til destinationen, for

ledsagere, det har jeg, det er min vej.

prøv at tænk, alle dem der ser mig. men jeg,

jeg tager hjem i kærlighedens mangel og læser,

eller rettere sagt:

tænkte at jeg selv var på vej ind i en,

ud af en,

du viser mig hvor jeg skal svæve, have at jeg skal indrømme at

han vil tage det sjove fra mig. han er

loftet for mig. han er også faldet.

forventningen er altid smukkere end

alt er op til tilfældighed

havde glemt hvor nemt det er
at føle det hele er nemt når

man sidder her væk

fra der ude

hvor det sker.

havde tænkt på dit denim

og din måde at gøre det på

din afslappethed, din gemte 

genistreg

du tegner over mine øjne

jeg tror gud er i dig, og alle

os omkring, han er nem at se,

når du gør noget der gir' mening

eller siger et sjovt ord

som udfolder stregen

lagt mildt over vores hjerter

eller skulle jeg sige

alt er op til tilfældighed

snoren

bliver måske tabt i dybet

uden humor

eller fodfæste

fremmedhed

når jeg tabes,

hvems skyld? ingens.

alt er op til tilfældighed

alt falder tilbage på ham

og

pludselig er jeg tilbage

til dit denim

arbejdet

mine homiez.

min egen epilog

det ufødte i din vom tynger dig

som mursten fra taget til de belagte brusten

som du og jeg går på 

i eftersolens lys på en endedag

jeg er ikke så glad for endelser

men jeg bliver ved med at se dem i dig hver dag

du er fuld af små klistrede krøller

du kan ikke håndtere lysets tyngde

og jeg er i epilogen

i min helt egen epilog