månen er sød // weekend

 weekenderne er sværere end hverdagene fordi jeg ikke skal noget. når jeg vågner kan jeg gå til morgenmad eller jeg kan blive liggende. tit bliver jeg bare liggende. 

 men jeg rejser mig op på et tidspunkt. bevæger mig langsomt. går langsomt. hjertet banker langsomt og tankerne kommer langsomt. igennem dagen er jeg så rolig at jeg føler hvis jeg bliver bare lidt roligere ville jeg gå helt i stå.

 dagen går videre. og jeg læser lars' nye blogopslag. jeg vidste aldrig at sophie ville tage et billede af månen da hun faldt. det giver hendes død en betydning jeg synes den altid har manglet.

 jeg går ud og kigger på månen, og den er helt rund. den er en mærkelig størrelse. jeg glemmer altid at den er der. at den bare er deroppe. den forventer ingen opmærksomhed, men bliver sikkert glad når man kigger op på den. og den er så stille. og sød. den er virkelig oplagt at begynde at tale til. man kan fornemme at den lytter. når jeg taler til månen tror jeg det er mit indre barn den henvender sig tilbage til. med kun blik.