min egen epilog

det ufødte i din vom tynger dig

som mursten fra taget til de belagte brusten

som du og jeg går på 

i eftersolens lys på en endedag

jeg er ikke så glad for endelser

men jeg bliver ved med at se dem i dig hver dag

du er fuld af små klistrede krøller

du kan ikke håndtere lysets tyngde

og jeg er i epilogen

i min helt egen epilog