ny frank ocean

kender du det, når man ikke har noget at sige? jeg vil lave sjov med dig, men jeg kan ikke få fat i dig, jeg griber ud efter bolden men den flyver altid forbi min hånd, at snakke med dig er ligesom at spille bordtennis. der er hul i battet.

 jeg undskylder min stilhed, jeg undskylder hjernetågen. jeg har kun lyst til at joke rundt med dig at drille dig det er så sjovt. nej, du har ikke brug for undskyldninger. det var dumt af mig. jeg gør dig træt med mine ord. jeg hiver dig ned på mit plateau. jeg tror det eneste jeg vil, er at løfte dig op.

 og dig, og dig, og dig. jeg får positiv respons når jeg gør det.

 hvordan en dagbog kan ændre sig. 

 jeg ELSKER det nye frank ocean snippet. han har stadig magien!

Carl Bergstrøm-Nielsen towards an unbearable lightness, det vi har lavet i skriv, omskrevet lidt:

du smelter for mit syn. 

ligesom ordene når jeg kigger 

på dem i lang tid, som faldet fra 

dine knæ. som formationen når vi 

står på passagevejene fra vores 

hjemsteder.
 det hele smelter nedad, flyder i 

fugerne mellem vejene. 

som ud fra øjnene når jeg tænker på dig

som faldet, det sviger

 som mit hoved når du forventer 

noget af mig.
 mønten jeg sidder på er fedtet. den 

du kan sparke med din pegefinger. 

og jeg ruller ned af bakken . du 

løber måske efter. i det moment 

hænger vi i et frirum. 
 vi klæber os til følelserne.
 jeg ser ikke tingene som de er og 

det gør mig misfornøjet.

 jeg er bagud

men fuck det. der er noget 

i det at se det udefra, som jeg ville 

ønske jeg kunne. 

hvad fanden har du gang i? tænker 

jeg, at du tænker. 
 jeg ser for mig inde i hovedet, at vi 

roterer, i en sky af støv og gas. på 

en klinge, måske. i salen. vi sidder 

her. de bedste prøver såmænd at 

danse. det er dem jeg er tiltrukket 

af. 
 hvem kan kravle højst i træet? 

hvem kan gøre det uden at prøve? 

hvem viser deres hjerte…
 og
hvad skal det betyde?
   mit hjerte får frynser når du 

snakker til mig.
  min verden står i flor når du 

snakker til mig.
 min pande bliver varm med dine 

øjne på den.
      mine små dyr, løber 
rundt i skoven for dig.
og dine hænder
  hvordan solens stråler lyser 

igennem sprækkerne mellem dine 

fingre.    hvordan dine årer
minder mig om jordbunden.
   hvordan det, at
vi på en hverdag flyver lidt.
        går rundt 2cm over jorden.

hvordan at ønskerne
 som ballon,
  uundgåeligt,
siver luften måske, ikke, nej

 nej ikke ud...

nej .. ikke...

hvad er jeg, hvis ikke uacceptabel?

hvor hen nu?

 hvad skal forfatteren vise mig i de næste dage, hvem skal jeg sidde ved siden af på en hverdag eftermiddag,

jeg har tænkt på at sidde og læse ude på bænken, der omme på den anden side hvor træerne og bygningernes høje vægge står rundt om dig og passer på dig,

 og på en træt dag er du et spejl,

jeg fortæller dig om et eller andet og du smiler, uafhængig af hvad jeg tror det er jeg har gang i, uafhængig af hvad jeg tænkte om hvad end det var, altså, sagde jeg, jorden drejer stille, og det er tungere end noget af hvad fanden det er vi har gang i, og du siger,

vi mødes på livets scene,

og hvordan skal jeg stå i det her rum?

 som en skikkelse i en stime.

hvorfor er det så anderledes den her gang? hvad har jeg gjort for at fortjene det her

hvad har jeg givet ud, 

for at få det her tilbage, det her, det vigtigste, kærligheden..?

en lille oversættelse jeg har arbejdet på, første side af rainer maria rilkes duino elegierne

 Den første elegi

Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mig blandt

  englenes

ordener? og sæt selv, en pludselig tog mig til hjertet:

jeg ville forgå ved

            hans

stærkere væren. For det skønne er ikke mere end 

begyndelsen på det frygtelige, det vi endnu ikke

        tåler,

og vi beundrer det så, fordi det roligt afholder sig

fra at ødelægge os. Enhver engel er frygtelig.

Og sådan holder jeg mig tilbage, og sluger         

                                                                                      lokkeråbets

mørke hulken. Åh, hvem formår vi da at bruge?

Ikke engle, ikke mennesker, og de kløgtige dyr bemærker det godt, 

at vi ikke særlig tilforladeligt er hjemme i den tydede verden.

Tilbage for os ville der måske på skråningen forblive et træ, 

så vi kan gense det dagligt; tilbage vil der forblive os 

gaden fra i går og det forkælede troskab som vane, 

det der tiltalte os, og på den måde blev og ikke gik.

O og natten, natten når vinden

        fuld af verdensrum

æder vores åsyn -, hvem blev den ikke ved, den

                                                                              længesfuldt ventede, 

mildt skuffende, der møjsommeligt lå foran det enkelte hjerte.

Er det lettere for de elskende? Ak, de

skjuler kun deres skæbne fra hinanden.

Ved du endnu ikke det?  Kast tomheden fra dine

        arme

ud i de rum, vi ånder; måske

    fuglene

vil mærke den øgede luft med en mer inderlig flugt.

12. marts

 føler lidt uro i maven. på værelset. følelsen går godt sammen med talk talk, du skal høre sangen new grass, den er mega god. der er en guitar med i den der lyder som en bjergkilde, jeg mener, den er så klar som en bjergkilde.

 klarheden i den fungerer godt sammen med min kropsfornemmelse, mudret, og jeg læser peter laugesen og nath krause og føler mig rigtig tæt på der hvor jeg kommer fra. føler lidt at jeg mangler logan i mit liv .

 spøgelset fra fortiden.

folk ændrer deres mening om mig.

jeg mener det

klokken er et roterende hjul

                                    flækkede tanker.

og når jeg ligger som hårde ris i deres munde-

 siger det ikke knas.

      folk tygger på deres omflakkenhed.

føler mig vægtløs i hovedet . på puden. ligesom når bassen går ud i en sang.

 jeg kan huske ringgadebroen i 30'erne. jeg kan huske selvmordsskoven i japan. det er som om jeg har været der.

og som lil ugly mane siger: "with decisions like sharp pains, i sleep irregularly."

 føler ikke jeg kan gå to timer uden dig.

man kunne komme tæt på fliserne.

man kunne se afstanden mellem kornene.

man kunne åbne bogen.

man kunne se flaget falde.

man kunne svøbe støvet.

    og dryppe fra vandhanen.

man kunne se sedlerne samlet i en bog.

    og nørderne hen på aftenen.

man kunne se bilerne ude på vejen.

    og cykeltur på bornholm.

man kunne tage afstand,

    som fuglene oppe i trækronerne.

        med deres næb som blyantspidser.

og kulden og lyset

    tager fat om mig på en måde

jeg kan huske grådighed

    i form af dagdrømme

det sætter sig i væggene som nikotin.

    mine rør er fyldt op med afstand.

som at have det bittert.

    jeg vil hellere være en blomst.