Carl Bergstrøm-Nielsen towards an unbearable lightness, det vi har lavet i skriv, omskrevet lidt:

du smelter for mit syn. 

ligesom ordene når jeg kigger 

på dem i lang tid, som faldet fra 

dine knæ. som formationen når vi 

står på passagevejene fra vores 

hjemsteder.
 det hele smelter nedad, flyder i 

fugerne mellem vejene. 

som ud fra øjnene når jeg tænker på dig

som faldet, det sviger

 som mit hoved når du forventer 

noget af mig.
 mønten jeg sidder på er fedtet. den 

du kan sparke med din pegefinger. 

og jeg ruller ned af bakken . du 

løber måske efter. i det moment 

hænger vi i et frirum. 
 vi klæber os til følelserne.
 jeg ser ikke tingene som de er og 

det gør mig misfornøjet.

 jeg er bagud

men fuck det. der er noget 

i det at se det udefra, som jeg ville 

ønske jeg kunne. 

hvad fanden har du gang i? tænker 

jeg, at du tænker. 
 jeg ser for mig inde i hovedet, at vi 

roterer, i en sky af støv og gas. på 

en klinge, måske. i salen. vi sidder 

her. de bedste prøver såmænd at 

danse. det er dem jeg er tiltrukket 

af. 
 hvem kan kravle højst i træet? 

hvem kan gøre det uden at prøve? 

hvem viser deres hjerte…
 og
hvad skal det betyde?
   mit hjerte får frynser når du 

snakker til mig.
  min verden står i flor når du 

snakker til mig.
 min pande bliver varm med dine 

øjne på den.
      mine små dyr, løber 
rundt i skoven for dig.
og dine hænder
  hvordan solens stråler lyser 

igennem sprækkerne mellem dine 

fingre.    hvordan dine årer
minder mig om jordbunden.
   hvordan det, at
vi på en hverdag flyver lidt.
        går rundt 2cm over jorden.

hvordan at ønskerne
 som ballon,
  uundgåeligt,
siver luften måske, ikke, nej

 nej ikke ud...

nej .. ikke...