knækprosa eventyr

En flagstang klapper i mørket

Se, nu er du her igen og

det er mig, den lille arkitekt der

i lysets linjer har tegnet

institutionen vi kalder dig

Kan du mærke hvordan dit

legeme falder hen i

mine mørke øjne?

Og kan du mærke hvordan

lysets linjer frigører sig som

små orme der jager døden

ind i mit gab?

Eller hvordan dagen har

forkalket dine ord når

betydningen smuldrer

på vej ud af din mund?

Døden er langsom som bjerge,

det er når havet basker sine vinger

og du står på bredden

at du ikke findes længere

*

Katla

Jeg bøjer hovedet ned i dagen,
og puster ved gløderne

Du sidder i vinduet som
Katla på sin bakkekam, og
hækken står som et
brød med orme i

Væggene smiler i kalk som mine fætre
kan jeg se bag kappen af mørk luft
som afstøder fra dit hår

Du er så smuk når du er trøstig
sådan som du har stjålet Guds legetøj, og

vejer det med din egen krop, og jeg tænker
at jeg har set alt jeg nogensinde behøver