så godt!!

 

  

begge

stilstand

mine drømme bevæger sig så hurtigt som lyset

møder øjnene over horisonten, i mit hjørne er der skygger

i fuldkommen stilstand og følelsen af at sandheden undgår mig

ord kan ikke trylle og musik kan ikke trylle, det var alt forgæves

kunne jeg græde ud, men det lander ikke som det lå i hovedet

på sprogets plads er vi gamle

som tusmørket, der gør det mørkblåt og lilla

i skoven hvor alt vinker til mig

står jeg helt stille og stirrer

der må gemme sig noget i overfladen

Drømme sover til lur i min (hjem?)by

Fremtiden er en tro tvivlen samler op.

Angsten lader en dråbe forme sig i luften,

jeg savner mine venner.

Men jeg har nuet, mit gamle bekendtskab, i dag er vi glade og optimistiske, sammensvorne, 

blege røde tegltage stjæler vores tanker i tågen.

Vi er sammen om at skubbe noget tungt der kører på hjul,

og langsomt ruller det fremad mens vi slapper af i anstrengelsen.

Det varme lys på mit værelse, Pop 1 i højttalerne.

Det bliver varmere herinde op ad dagen.

Her til aften ligger jeg i min mors mave,

og der flyder galde ud af højttalerne.

Jeg savner at røre ved nogen.

Så ringer telefonen, giver hjertet et hop,

og mig lysten til at anerkende alt.

Jeg vil flyde ud

Jeg vender røgalarmen over kroppene du fødte

fra ordene jeg hørte og dem jeg ikke hørte

I usynlige farver trækker de sig i værelset, i terrænet

forskubber de mig som et møbel

Udenfor er birketræerne muld med knogler i

de kan ikke værne om frygten som jeg kan

Du kan sætte dine tænder henover mit hjerte

og gøre mig til en kattekilling lige vågnet ind i verden

Et begær står og prikker til mig, minder mig om

at vi har fundet en hemmelig åre, og kan lave hul,

flyde ud ad verden sammen som engelvand

knækprosa eventyr

En flagstang klapper i mørket

Se, nu er du her igen og

det er mig, den lille arkitekt der

i lysets linjer har tegnet

institutionen vi kalder dig

Kan du mærke hvordan dit

legeme falder hen i

mine mørke øjne?

Og kan du mærke hvordan

lysets linjer frigører sig som

små orme der jager døden

ind i mit gab?

Eller hvordan dagen har

forkalket dine ord når

betydningen smuldrer

på vej ud af din mund?

Døden er langsom som bjerge,

det er når havet basker sine vinger

og du står på bredden

at du ikke findes længere

*

Katla

Jeg bøjer hovedet ned i dagen,
og puster ved gløderne

Du sidder i vinduet som
Katla på sin bakkekam, og
hækken står som et
brød med orme i

Væggene smiler i kalk som mine fætre
kan jeg se bag kappen af mørk luft
som afstøder fra dit hår

Du er så smuk når du er trøstig
sådan som du har stjålet Guds legetøj, og

vejer det med din egen krop, og jeg tænker
at jeg har set alt jeg nogensinde behøver