kontakt

i dag er en dagdag. i dag er en ventedag. i dag er jeg til stede, i dag sker der ægte ting, jeg tror, jeg tror sløret er faldet, jeg tror at alting står skarpt og øjnene har slået dråben af som fra deres egne ene livsregnslag. min kondens er sluppet op.

i danmark er øjnene bare æbler.

på sensommerens muld rådner jeg baglæns

bliver lys i en mørk aften

lige pludselig

befarer jeg mig ind på vores lokale

og luften flyder tykt

der er vibrationer jeg aldrig har set før nu

mit tågehorn

jeg sætter mig parallelt fra dig

og skriver på en sten

en advarsel. begraver den i skoven, og begraver andre ting. mindet om sløret. livets gavepapir. kan mærke det på stien, kan mærke det på smutvejen, mine fødder rører bunden. gennem skoene, de er lavet af gummi. lige pludselig. et rush. 

          fortæl mig mange ting, siger jeg. jeg prøver at forstå. du siger at det rusker nogle gange, jeg prøver at høre overfladen af dine ord. fald, mit slør, åben, min kugle. livet dirrer som et insekt. livet har små sporer der vokser. jeg er forbundet, fordi jeg skriver om det. jeg er forbundet, fordi vi snakker om det.

jeg hører musik, igen

en grum lyd

falder fra dine læber

som et sandkorn

ned af kurven af et timeglas

jeg laver ægtegørelse

i dag

på loftet

holder du lyset fra mine øjne

i en lille hånd

jeg sparer

på hvad jeg har tilbage

det er hjertet der banker

det er nok

jeg er

min egen advarsel

du er

min anden advarsel

dagen er en håbserklæring, jeg udfører farvel til nu og lægger mig ned på sidenhen. rejst forbi tiden, til et tomrum jeg bare kigger ind i, og det smiler til mig !!

kan høre jer inde bag døren, i snakker om fine ting, latteren bøjer sig rundt om huset som en beskyttende bue. jeg synker ned i stolen og prøver at grave ord jeg har glemt hvad hedder op igen, jeg sidder i stuen og forbinder nutid med datid, fjernhed med tæthed, som hattestropper i en knude og tager hatten på og går uden for latterbuen og forbinder drømme med dig og forbinder os med nu, vi fejrer i dag at vi findes

*

vent

går ud af dør

rundt om huset

ingen folk her ude længere

de har lagt sig i husene

tankerne og følelserne ligger allerede i mit hoved

månen og skyen ligger allerede på himlen

de sover ude

jeg sover inde

går ind

tager tøj af, lægger mig

kroppen husker dagen

værelset hviler før jeg gør

dagen i morgen

bringer muligheder jeg ikke tør gætte på

jeg er

ikke afsondret i dag, og alle dage

når latterbuen beskytter

digt... jeg ved ik om i forstår

verden har i dag kollapset om sig selv

har lagt sig selv ved siden af

min eksistens

den er lammet og åbner små bureaukratier om sig

af ord og blikke

der dunkler folk

og holder dem i armslængde

solens horn bukker sig

jeg strækker mig hen mod natten

der er små lys over det hele

kan mærke at

sommeren er døende

jeg er samtidig

med nye ubeskriveligheder

de sidder i sofaerne