tilbage til ry

på værelse/ kigger på billede/ 

der dulmer rastløshed/ og knækker/ 

den lige linje/ der er min aften// 

dog har dagen ikke været en lige linje/ 

dagen har været en linje der har slået lykke

𖨂

tilbage i ry, min mor og jeg genforenet med fortiden. hun skulle aflevere en el-cykel hun havde lejet. hos cykelfavoritten. den cykelhandler der ligger først i rækken efterfulgt af superbrugsen og netto. det er et gammelt billede jeg altid ser for mig når jeg dagdrømmer. eller en bane der kører i mit hoved ligesom et videospil, når jeg falder ud af koncentration i hverdagen.

vi var tilbage i den ægte ry, jeg fandt ud af at min ry ikke har været den ægte ry.

den har kun været billeder i hovedet siden vi flyttede derfra. det var fem år siden.

de har fældet alle træerne der adskilte vejen med banerne og ryhallerne, og i stedet for ryhallerne er der nu en kæmpe byggeplads hvor de bygger en ny skole (betyder det at knudsøskolen lukker?)

de har lavet ry til en lufthavn.

byen føles lille og falsk nu, meget mindre end den var dengang. jeg er blevet en større person på flere måder. byen føles som at jeg kan holde den i min hånd nu, i et syltetøjsglas.

vi tog videre ud til øm kloster, derude af, gik en tur. jeg var glad for at besøge det gamle. jeg tog mange billeder. vi så køer. og birkeskov, lærketræer, eg, høballer, biodiversitet. det er også et fredet område, er jeg ret sikker på. gik ind i skoven, skoven var et palæ. har ikke været i sådan en skov i lang tid. så en gammel mand der røg en joint. følte mig primal, følte mig urgammel, følte mig elektrisk, følte mig dunkel. følte mig tæt på indgangen til the black lodge. følte barndommen strømme i mig..

𖨂

et rødt hegn har

pigge som er

tagtoppe et

billede jeg

kan leve i

tag og skriv

mit humør skifter og vejret skifter med det, ligesom i forgårs, da jeg var ude og gå og så asfalten der var næsten blå i sin farve, selvom kornene var sorte og hvide og grå og røde, og der var sådan nogle lapper af tjære der hvor hullerne i vejen fra bilerne havde været, men man kunne stadig se hullerne, og de der lapper lignede de tunge grå skyer på himlen, jeg tænkte det var sådan nogle skyer der var til for at lappe huller i skydækket, jeg tænkte det var sådan nogle skyer der var til for at lave et lyn klar til mig, mit hoved, som jeg tænker at lynet kunne slå ned i, ligesom på ros da mit hår stod op lige inden charli, og mørket omsluttede os, og vi speedwalkede i regnen, og mig som var helt gennemblødt i min gule skjorte og shorts, og os der ventede på at vagterne skulle kigge den anden vej så vi kunne hoppe hegnet til pitten, og hvor vildt hype jeg havde det med det, jeg kan huske da vi stod der meget tæt på, de stablede højttalere og scenen der var så stor at den mindede om sådan nogle videoer min ven har vist mig på tiktok om frygten for havet, sådan nogle videoer fra sådan nogle kæmpe containerskibe på kæmpe bølger, frygten for det kæmpe store, altså det var at stå så tæt på en stor bebyggelse, jeg kunne næsten mærke at scenen var en levende. og da koncerten begyndte var lyden kæmpe stor, jeg tænker på om den her asfaltvej vil føles ligeså stor hvis jeg kom tæt nok på, helt ned til grynene, sorte, hvide, grå og røde bygninger, men jeg har ikke lyst til at lægge mig ned på vejen så jeg går bare videre.

jeg kommer videre rundt om hjørnet og ser en sleek bil, helt ren som et rent mørkt spejl, og overfladen får mig til at tænke på kold luft.

anapi sagde i går at mette moestrup havde sagt at digtning er noget af det eneste antikapitalistiske vi har tilbage, det fik mig til at tænke meget. jeg synes ikke kun at digtning er at skrive digte, eller jo, digte ville ikke eksistere uden at skrive, men der er nogle bevægelser i digte som også eksisterer andre steder, i film eller malerier eller musik, eller måske i tøj, eller måske i en måde at leve på, måske i tanker. jeg ved det ikke, jeg mærker bare at der er en meget vag følelse af noget der vækker meget styrke inde i mig ved det.

tag og skriv er så fedt. i går hørte vi jessie kleemann og søren gemmer, det var sindssygt, der var lyde jeg aldrig havde hørt før, og der var lyde jeg kun før har fundet langt ude i internettets magiske hjørner, i mine høretelefoner på mit værelse, og jessie kleemanns ord og lyde var sindssyge, hun sagde på et tidspunkt, hvis jeg husker rigtigt, "sæle synger deres kæber af," og det fik mig til at tænke på her den anden dag da mig og min mor så en lille sæl der lå strandet i vandkanten og manglede hele sit ansigt, jeg tror det var noget af det vildeste jeg har set i år, jeg blev så rørt da hun nævnte det om sælene.

og lærerne læste op om aftenen, og det var så vildt. der var et tidspunkt under nynnes oplæsning hvor jeg faldt ud af min koncentration og kunne mærke at jeg var ved at blive rørt, i en fysisk fornemmelse.

synsfiktion

en vindueskarm står indlejret i væggen, som en af mange søskende. den har seks plader af glas stablet to og to ved siden af hinanden i tre etager, spændt i trærammer der er malet hvide. det minder mig om mit barndomshjem. 

mit første minde: et vindue, regnen afbildet på den anden side, haven og græsset og træerne. vinduet skabte indenfor og udenfor. indenfors ubevægelse. og udenfors stumfilm. et simpelt billede, indebrændt. indebrændt bevægelse. alle billeder der kom efter har været variationer af det billede.

min far valgte selv hvilke vinduer vi skulle have i huset. hans hensigt var ikke væsner, men objekter, flotte åbninger i væggen til lys og have, men vinduerne viste sig at være levende, dirrende, skabene for det udenfor der gennem ruden var anderledes end det udenfor der var, når man var udenfor. badet hver morgen i kold sved fra natten. det var duggen der først satte min frygt for at miste synet i mig, at stå og kigge ud hver morgen, og kun kunne se en pløret version af virkeligheden. 

hvor ville det være voldsomt at leve livet sådan, tænkte jeg. folk er kun ægte som billeder i mit hoved til bagtanke, tænkte jeg. hvad siger de, tænkte jeg, det tænkte jeg ikke på dengang.

jeg gik ture i skoven med min far og mor. den lå på en bakke. den havde høje bøgetræer og en asfalteret vej kørende ned igennem den. på den anden side af vejen lå min børnehave. vi sov nogle gange i shelter, en der lå på den anden side af skoven. turen derhen var under lyset af min fars lommelygte, et lys der belyste stien foran, ikke bagud eller i siderne. i mørket gemte sig virkelighedens slagger. jeg så det aldrig.

første gang vi sov i shelter drømte jeg om natten en drøm, om en stor hånd der rakte ned fra trækronerne og slap en håndfuld tåge henover mit blik, så jeg ikke kunne se klart. den næste morgen vågnede jeg og så alt gennem en rude. hvis træerne og deres blade og himlen og jorden og insekterne havde åndet før, holdt de nu vejret, og pustede ud på den anden side af mine øjnes vindue. træerne stod stadig som de gjorde før. men jeg kunne ikke komme tæt nok på. 

vidste ikke hvad jeg skulle kalde den her, og syns det blev lidt for højtideligt, så her kommer et link til en dejlig sang: https://soundcloud.com/pan_hq/elysia-crampton-grove-ft

1.

forventning er en boomerang

jeg vil have væk, men den kommer tilbage mod min vilje.

  i alle de dage jeg har brugt ved glemslens hånd,

      har jeg mærket forventnings hårde form presse ind og op

på siden af min krop. som sidestik,

noget man hellere ville glemme.

2.

           der sker noget i fremtiden der er skønnere end det moment,

    hvor frygten træder ind

når forventningen går i opfyldelse.

når dagen derpå bliver en blok,

som står ekstra skarp og annulerer,

så drejer din vens øjne til siden og søger noget i rummet

måske en drøm lagt ude på den anden side

eller en forventning lagt længere ude

måske en vane

der er en boomerang

jeg elsker at hengive mig en vane

kaste den og vente

og så hengive mig igen