verden som den plejer.

Vi bor i en baggård inde midt i byen. Den ligger bag handel og trafik. Der er ret stille herinde. Men det er lige meget, fordi der er alligevel aldrig nogen på gaderne om natten.

Mit værelse er farvet i lejlighedens mørke og baggårdens lys der stråler ind gennem mit store vindue. Baggårdens lys er lamperne med bevægelsessensor under gitterplanterne der svajer i vinden, så de er aldrig slukket. Jeg ligger og tager verden ind fra mit mørke hjørne. Jeg kan ikke sove. Den her nat er mit hjerte alene og svagt lysende. Med øjne og mund. Alting lukket. Stilheden er nok for det, indtil det begynder at hive i tilfældige retninger. Det har brug for noget, jeg ved ikke altid hvad. Men jeg skal sove nu, så jeg kan ikke andet end at blive liggende.

Det sidder som en klump i min hals, når det bevæger sig. Og på en måde styrer det hele mit liv. Det åbner øjnene. Kan se op gennem min hals og ud. På gaden.

Jeg hører bølgerne først, og så ser jeg dem. Hjertet overfører sit syn på mit. Åbner sin mund, og siger at jeg skal forestille verden gået under. Fortæller mig, at jeg er god til at sætte ting sammen, så de bliver til nye spændende konstellationer. Ude på gaden stiger vandet, ude på gaden har havet bragt sin vind, og de lange bredder hvor vandet skyller op. Brusen ude på gaden, blodet i mit hoved. Vage sus. Nogle andre hvisker. Store vandmængder ude på gaden. Men jeg kan sove trygt i min seng. Jeg har haft drømme om syndflod mange gange. Jeg vågner altid op næste morgen i en verden der er som den plejer.