ikke nervøs bare spændt

vågner til majlyset

himlen er våd på skallen

et dryp fra den kunne tænde alt muligt inde i mig

intet skete men

alt sker nu

mit værelse står alene

kalder tilbage

til et rum i et af weekendens sidste kapitler

der bar så meget med sig

at foran mindet af det smalner vejen hen for mig ind, til

at jeg bliver så klemt som solstrålen nu

i skiftende vejr

først hagl

så blæst

og en sky

hænger over eftermiddagen

har hensigter
jeg har ikke så meget mere at give
indtil den næste forventning er overstået

man kan tage en bid af maj som af en bolle

kiggede ud af en dugget rude i dag til frokost

trøstigt væk

timerne er udspændt de her dage

jeg har ikke noget på hjerte

jeg er blevet skubbet

ind og ud af låste stunder

jeg har ikke meget mere at

give dagen

end søvn

vælger at sove med åben dør

græsplænen er et koldt rum i aften

måneskin er bare måneskin
og timerne er bare lange

talende væg

kigger på min tekst og ser en udmunding, hvor jeg førhen har set et hul

noget med at sætningen har banket sin vej igennem til den anden side, tænker jeg

jeg ligger ved siden af en talende væg

jeg har logiske forløb klar

beslutter mig i stedet for

at puste ud om drømme

to hænder på et rundt kranie

da jeg var lille blev jeg ked af det da folk sagde farvel

fordi det betød for evigt

derfor bad jeg folk sige vi ses

der ligger noget på den anden side af væggen

den fortæller mig at jeg er blevet så god til at være nysgerrig,

at der nogle gange er følelsen af at der er noget galt, men

måske skal du bare holde noget i hænderne

se duen uden for vinduet

der er dagens konjunkturer og der er dig i sengen

og der er hundrede begyndelser hver dag

*

han spurgte mig, der er så mange endelser?

jeg sagde en endelse er bare en begyndelse

*

dagen har konjunkturer

hver dag opstår en byld

dagen efter går den væk igen

der ligger noget på den anden side af væggen

på min side af væggen er en silhuet af tab

væggen fortæller mig at forventninger er en lille brand i tårekanalen

en fugl græder ude for vinduet,

hvorfor mister jeg hjertet nogle gange?

har nogle gange en kløen der ikke munder ud,

har nogle gange dybe vande jeg ikke kan bunde i

har nogle gange stop mig selv start ikke igen

har nogle gange følelsen af det er uretfærdigt for mig

og svaler er bare stenkast

en død gås

et spørgsmål kom dalende: skal digte omhandle følelser?

jeg tog mit begravelsestøj på og så min løse hud falde fra mit ansigt

tårnede over græsplænen, over fliserne og trapperne på grunden

luft kom ud fra alle porer

som et forvandlet dyr, grumt bevægende

spillede jeg en dødsfuga for mig selv

og så sov jeg og passerede ind i sløret

mistede et eller andet

trådte ud i det kolde daggrå

negligerede fuglene

negligerede tankerne

lodret tårnende havde vendt sig til vandret tårnende

jeg var stille men håbefuld

jeg havde fundet en lille udmunding

tag din fred

tag din fred.

tag din historie brug den til ingenting
kroppen bliver langsomt til et afsides stentårn

en bygning en silhuet af tab

forventninger er en død gås
forventninger er en lille brand i tårekanalen

en fugl græder ude for vinduet

 

du bygger dig selv en silhuet af tab

og du spørger: hvem bygger din omverdens tomme reaktion,

hvor er mit hjerte i mine måde at være på,

hvorfor er jeg tom for nærvær?

har nogen gange en kløen der ikke munder ud,

har nogen gange en jalousi

har nogen gange dybe vande jeg ikke kan bunde i

har nogen gange stop dig selv start ikke igen

har nogen gange følelsen af det er uretfærdigt for mig

tom for nærvær går jeg rundt, sælsomt undgående blikke

tpålte maj

Føler nogle gange at jeg befinder mig et sted lidt fra virkeligheden

så prøver jeg at komme tæt på

så føler jeg det er for sent

får dit blik og det vejer mere end hele verden

hvordan kunne jeg dog bære hele verden, når jeg ikke engang kan bære mig selv?

Jeg har læst det af en ven at verden er smuk

kan sgu ik selv helt se det

hver dag når lyset går ned er jeg blind,

for når dagen er ovre kigger jeg ikke længere

på noget som helst

Alle ting i verden bliver til alle tingene. tingene fordi nu kender jeg dem allesammen og de er døde som sten og der er ikke mere at hente fra døde objekter. 

Jeg hører ikke konkrete ting længere. jeg hører kun hvisken. 

og der er en fugl uden for vores vindue der er i konstant alarm

jeg tror den har noget den skal fortælle sig selv

det er den tolvte maj

hvad sker der i maj

spøgelset af en gammel ven

jeg havde hele verden på mit skød i går 

jeg bestemte mig pludselig for at jeg ville sige,

at jeg kunne tabe hele verden fra mit skød i dag

og at jeg ville møde noget der ville forårsage det,

og så mødte jeg spøgelset af en gammel ven

han  var blevet bred af alder og havde fået langt hår. han fortalte mig hvor træt han var. han sagde at hans ord snakkede lænker på sig selv.

fortalte ham han skulle slappe af

du bøjer dine ord som broer

lige nu er du påvirket af dine følelser

vent til dagen hvor alt står klart som en tør gråvejrsdag

det vil give dig så meget

det giver mig altid så meget

dage er ok uden magi

udfør dit drømmeløse jeg

gamle ven jeg er helt fortabt

jeg har haft på mit bord en masse små nipsting

da jeg så helheden, ryddede jeg bordet for alt der var på det

og jeg har fuldkommen slettet hver af nipstingene fra min hukommelse

□-_-□-_-□-_-□

under kuplen

fik en frisk idé i dag

jeg tog ud og cykle

blev forbløffet fordi

jeg plejer at være anæmisk i det

men i dag var jeg livlig

og under kuplen stod træerne som løver

mankerne blafrede i vinden som om de levede

på andre tidspunkter lignede de bare brikker

sat ned i en kæmpe legoverden

en stor hånd i himlen

griber ned

jeg racede så hurtigt jeg kunne

ned til den store kyst

hvor saltet kan bære en

og hvor vandet ikke er varmt nok endnu til at kunne smage som tårer

hvis vandet var mælk kunne jeg måske blive næsten helt dækket

koldt vand i baghovedet gør mig frisk

kun hvis jeg måske

var tæt på at drukne

kunne jeg derefter grine højlydt

kun hvis jeg var ved at styrte

på vej ned mod den store kyst

ville jeg måske tage af med hænderne

og skrabe et eller andet af

der ikke kan tjenes tilbage

få noget andet tilbage fra jorden

og jeg træder ud på kysten

og den er en krammer fra en storebror

kan vi ikke nok sidde i stilhed sammen

kan vi ikke nok sidde i stilhed sammen?

 fortalte jeg dig, i mine drømme

 himlen er så blå og så stille, helt op til der hvor atmosfæren forvandler

 himlen smiler til tagene, i venlig korrespondance

en evigt allerede udfoldet stilhed

 i mine drømme,

//

(jeg er også blå. tror godt du kan have mig der)

//

har været ude af mig selv. løber kun mod støj.

hvad er der at sige til det?

//

hen på natten og jeg lytter til jürg frey. (hvordan mon det er at forvandle stilhed til musik?)              giv mig den kunnen bare at kunne være

?det til sige at der er hvad

//

jeg venter hele dagen til natten kommer

så spørger jeg natten: hvad skal der ske med mig?

natten svarer tilbage i et mørkt gult skær,

tag dig sammen