Christoph Tompkins
1956 - nulevende
Amerikansk musiker, digter og tværdisciplinær kunstner, kendt for sin høje produktivitet over en lang karriere der har spændt et halvt århundrede.
Født og opvokset i New Jersey, Christoph Tompkins var født ind i en middelklasse arbejderfamilie. Som barn kunne han godt lide at tegne og digte, på baggrund af hans far som var maler i deres nabolag og digter i et lokalt tidsskrift. Han fortæller også om hans fars store samling af bøger, som han elskede at læse i fra en ung alder, og som han fortæller dannede ham og gav ham mange af de idéer han senere ville arbejde med i hans musik og kunst.
I midt 70’erne etablerede han sig selv i New Yorks kunst- og musikscene, hvor han spillede i forskellige punkinspireret bands på små spillesteder og klubber. Kunstnere han har citeret som inspirationer fra dengang var Lou Reed og Townes van Zandt, den tyske Krautrock, og den britiske punkbølge.
Som 21-årig fik han med sit band Fallen Buildings skrevet en kontrakt med pladeselskabet Red Star Records, som blev til den selvbetitlede LP Fallen Buildings (1977). I hvad der nu er blevet til et kultalbum, var det i samtiden ikke taget imod godt fra musikmiljøet. Bygget på simple, men stærke Krautrock-inspireret grooves, og en guitar der lød som taget ud fra et melankolsk country album fra Amerikas midtvest udkommet ti år tidligere, albummet havde 7 lange sange, der alle beskrev med Christoph’s knækkende stemme livet i storbyen igennem et surrealistisk, poetisk, fortvivlet syn. En af albummets hovedfokuspunkter var disse bygninger der skulle falde, enten på grund af byplanlæggere eller af folkets ønske, et måske tvetydigt eller vagt punkt, men som i sidste ende gjorde albummet til et politisk statement der blev taget op og indkorporeret af venstreorienterede, kommunistike grupper i de følgende år.
Christoph Tompkins selv har aldrig gjort udsagn om albummets betydning, bortset fra et interview på fransk TV fra 1997, hvor han siger at, “folk kan sige mange ting om min musik, det betyder det ene, det betyder det andet - men i sidste ende er det kun mig selv og mine tætteste der ved hvad jeg rigtig mener.”
Der er senere blevet pointeret af musikhistorikere, hvor meget albummets lyd forudser den senere genre post-punk, som ville eksplodere nogle år senere i England.
I årene efterfulgt bryd Christoph op med hans band på baggrund af kreative forskelle.* Efter bandets ende arbejdede han her og der med andre musikere og andre bands, som producer eller kollaboratør, men udgav aldrig noget med hans eget navn på. For at kunne leve var han nødt til at tage et job i en fabrik lidt ude fra byen, hvor han mødte en jamaicansk mand ved navn Michael Robbie, som han blev gode venner med. Nogle år senere tog Christoph og Michael til Jamaica, hvor Christoph indspillede sin næste LP, Rockstone (1982).
Med en stor jamaicansk inspiration, Rockstone var en blanding af dub reggae og den tidlige dancehall som var populær under tiden, men stadig med smag af den Krautrock-inspireret og fortvivlet punk attitude fra Fallen Buildings. I stedet for live trommer, var Christoph begyndt at bruge en trommemaskine, som Michael Robbie havde introduceret ham. Mange af elementerne på albummet er druknet i stor rumklang, og et ekko når man at kunne høre på alt igennem albummets køretid. Teksterne, inspireret af den jamaicanske Rastafari religion, omhandlede følelser om ikke at høre hjemme, at være fordrevet, lange næsten maniske prædiker om Gud, og om den rockstone han så gerne vil have skal flyve rundt i gaderne. Det var en ny lyd for Christoph, et sprog langt fra hans sprog på Fallen Buildings - det som dengang var angstfuldt, bævende, men skarpt og lige til, var nu blevet alien i lyden, lyden af et band undervand, men på en ny selvsikker måde, som om han havde fundet svar på en skæbnesvanger plage der havde fulgt ham siden Fallen Buildings.
Christoph blev efterhånden lokal i byen Kingston. Han begyndte at DJ’e på natklubber rundt i byen for at leve, hvor han ville spille de populære hits, som ville tiltrække en masse mennesker, og gav ham en god del genkendelse på musikscenen. Ham og Michael Robbie begyndte at leje et lille studie i byen, hvor de ville lave musik hver dag, hvilket resulterede i en række af singler udgivet på et lille pladeselskab de selv havde startet. Singlerne, ligesom Rockstone, var mærkelige, druknet i rumklang, med en trommemaskine der gav et koldt udtryk, og vokaler der sang om Gud og fordrivelse og gaderevolution. De var ikke nogen succes, blev ikke spillet på radioen. Christoph var kendt som en dancehall DJ med et mærkeligt sideprojekt.
De næste år gik med at Christoph tog til og fra New York og Jamaica, hvor han støttede sig selv med DJ værk.
Da Michael Robbie tog til Berlin i 1990
Coiled (1993)
Efter Coiled var der en periode, den man kalder -(kartoffelperioden), hvor Christoph lavede en håndfuld album der
Red Jacket 7 (2004)
[ufærdig]