. . . . den måde kroppen omfavnes på når man er ude i solen. øjnenes vidde. alt er åbent, tankerne, dyrene. kulden. jeg. et orange møl. mandelmælk. fedtet hår. kroppen er mere objekt end den nogensinde har været, alle mine aspekter ligger som spredt ud på et skrivebord.

ོ

tilbage i helvedesrummet - men det er bare livet. nogle gange har livet et grumt udtryk, men det er et smil fra et større væsen, og i væsenets glæde bor meningen, i meningen føler man sig forbundet og større, ligesom når øjnene kaster lasso op mod skyernes grå kvælertag på kvælerdage, når dagenes forløb stikker som grus, og hjernen bare er grus.

fuglen kender ligesågodt til helvedesrummet som jeg gør, grin med mig fugl, jeg ved vi har noget, et sted, lad os lytte til træernes sprog sammen. og så lad os lytte til dit, hvis du også vil lytte til mit. jeg tror jeg vil gå et land rundt med dig, jeg ved hvor end jeg går er du der, ikke i samme krop, men ligesom jeg er ligeså meget mit medmenneske som mig selv, er du altid dine medfugle, i er ved mig, og jeg tror jeg vil gå med jer og skrive og tale med folk jeg møder på min vej, for det kan jeg finde ud af nu, og mine arme rækker længere end de har gjort før, og mine arme rækker ind i tomheden som dig, fugl, i dit nedsus.

ོོོོ

◡  _  ◡ 

det er ikke tid længere til at forholde sig til noget. natten lukker sine øjne over mig snart, dagen er spinkel, dagen er lyden af et hængsel der knirker i periferien. mit tøj er for småt, dine øjne gør mig til et dyr, jeg er en dunkel hedekilde.

vi sagde at poesien var sandheden. eller vi sagde at poesien var nogle flere ord end hvad jeg kan lægge ned som bogstaver lige nu, dog var det smukt da du sagde det. men ord, med deres små fjer, flyver væk, op, eller, rundt om hjørnet. men for mig er alt op at flyve lige nu alligevel.

da jeg gik min vej, og da jeg var ved mig selv og kun min egen krop, kunne jeg høre mørket. det var som en personlig henvendelse til min brystkasse, der hvor hemmelighederne gemmer sig. 

jeg gik ind ad døren, ind på mit soveværelse, og i den bløde seng lukkede min krop sig inde om sig selv.

        i søvnen vil jeg falde til ro. for jeg har aldrig mareridt, og hvis jeg har, er monstrene mine                 storebrødre.

anglicisme

denne her sang du synger luller mig i søvn

versmager, forbind virkelighed med virkelighed

vis mig mønsteret i det døende græshoved

og jeg kravler ud fra bag min egen nethinde

fingrene står på stilke

og jeg får et nyt par øjne

tidligere i dag

i mit eget hoved

huggede jeg tankerne over fra deres halse

og de faldt som mælkebøttesporer

ned og fløj op

vinden er et menneske

*

hey, væk mig opiumblomst

jeg har brug for din hjælp i dag

mine to ben er ikke nok

lad mig gå på fire

jeg må gå næsten liggende

mit sind er så tungt

du forstår

hinden

er tung

i dag

kontakt

i dag er en dagdag. i dag er en ventedag. i dag er jeg til stede, i dag sker der ægte ting, jeg tror, jeg tror sløret er faldet, jeg tror at alting står skarpt og øjnene har slået dråben af som fra deres egne ene livsregnslag. min kondens er sluppet op.

i danmark er øjnene bare æbler.

på sensommerens muld rådner jeg baglæns

bliver lys i en mørk aften

lige pludselig

befarer jeg mig ind på vores lokale

og luften flyder tykt

der er vibrationer jeg aldrig har set før nu

mit tågehorn

jeg sætter mig parallelt fra dig

og skriver på en sten

en advarsel. begraver den i skoven, og begraver andre ting. mindet om sløret. livets gavepapir. kan mærke det på stien, kan mærke det på smutvejen, mine fødder rører bunden. gennem skoene, de er lavet af gummi. lige pludselig. et rush. 

          fortæl mig mange ting, siger jeg. jeg prøver at forstå. du siger at det rusker nogle gange, jeg prøver at høre overfladen af dine ord. fald, mit slør, åben, min kugle. livet dirrer som et insekt. livet har små sporer der vokser. jeg er forbundet, fordi jeg skriver om det. jeg er forbundet, fordi vi snakker om det.

jeg hører musik, igen

en grum lyd

falder fra dine læber

som et sandkorn

ned af kurven af et timeglas

jeg laver ægtegørelse

i dag

på loftet

holder du lyset fra mine øjne

i en lille hånd

jeg sparer

på hvad jeg har tilbage

det er hjertet der banker

det er nok

jeg er

min egen advarsel

du er

min anden advarsel

dagen er en håbserklæring, jeg udfører farvel til nu og lægger mig ned på sidenhen. rejst forbi tiden, til et tomrum jeg bare kigger ind i, og det smiler til mig !!

kan høre jer inde bag døren, i snakker om fine ting, latteren bøjer sig rundt om huset som en beskyttende bue. jeg synker ned i stolen og prøver at grave ord jeg har glemt hvad hedder op igen, jeg sidder i stuen og forbinder nutid med datid, fjernhed med tæthed, som hattestropper i en knude og tager hatten på og går uden for latterbuen og forbinder drømme med dig og forbinder os med nu, vi fejrer i dag at vi findes

*

vent

går ud af dør

rundt om huset

ingen folk her ude længere

de har lagt sig i husene

tankerne og følelserne ligger allerede i mit hoved

månen og skyen ligger allerede på himlen

de sover ude

jeg sover inde

går ind

tager tøj af, lægger mig

kroppen husker dagen

værelset hviler før jeg gør

dagen i morgen

bringer muligheder jeg ikke tør gætte på

jeg er

ikke afsondret i dag, og alle dage

når latterbuen beskytter

digt... jeg ved ik om i forstår

verden har i dag kollapset om sig selv

har lagt sig selv ved siden af

min eksistens

den er lammet og åbner små bureaukratier om sig

af ord og blikke

der dunkler folk

og holder dem i armslængde

solens horn bukker sig

jeg strækker mig hen mod natten

der er små lys over det hele

kan mærke at

sommeren er døende

jeg er samtidig

med nye ubeskriveligheder

de sidder i sofaerne

tilbage til ry

på værelse/ kigger på billede/ 

der dulmer rastløshed/ og knækker/ 

den lige linje/ der er min aften// 

dog har dagen ikke været en lige linje/ 

dagen har været en linje der har slået lykke

𖨂

tilbage i ry, min mor og jeg genforenet med fortiden. hun skulle aflevere en el-cykel hun havde lejet. hos cykelfavoritten. den cykelhandler der ligger først i rækken efterfulgt af superbrugsen og netto. det er et gammelt billede jeg altid ser for mig når jeg dagdrømmer. eller en bane der kører i mit hoved ligesom et videospil, når jeg falder ud af koncentration i hverdagen.

vi var tilbage i den ægte ry, jeg fandt ud af at min ry ikke har været den ægte ry.

den har kun været billeder i hovedet siden vi flyttede derfra. det var fem år siden.

de har fældet alle træerne der adskilte vejen med banerne og ryhallerne, og i stedet for ryhallerne er der nu en kæmpe byggeplads hvor de bygger en ny skole (betyder det at knudsøskolen lukker?)

de har lavet ry til en lufthavn.

byen føles lille og falsk nu, meget mindre end den var dengang. jeg er blevet en større person på flere måder. byen føles som at jeg kan holde den i min hånd nu, i et syltetøjsglas.

vi tog videre ud til øm kloster, derude af, gik en tur. jeg var glad for at besøge det gamle. jeg tog mange billeder. vi så køer. og birkeskov, lærketræer, eg, høballer, biodiversitet. det er også et fredet område, er jeg ret sikker på. gik ind i skoven, skoven var et palæ. har ikke været i sådan en skov i lang tid. så en gammel mand der røg en joint. følte mig primal, følte mig urgammel, følte mig elektrisk, følte mig dunkel. følte mig tæt på indgangen til the black lodge. følte barndommen strømme i mig..

𖨂

et rødt hegn har

pigge som er

tagtoppe et

billede jeg

kan leve i