𓆣

du er transporteret

Til en anden dag og en anden temperatur

Andre fugtforhold

En vinduesmorgen

Eller en morgenagtig sen eftermiddag

og En anden version af dig hvor du har fået klippet hår

det føles lissom det kan føles når man prøver at finde noget spændende i det man laver når man laver noget kedeligt

på en skaldet hverdag

du har mistet det at foregive                                                                        i en

forvandlet drøm

hvor du endegyldigt fandt dig selv

du lagde en hovedforvandling på panden

du lå med den i sengen

Skrøbelig lille genstand

 guds lille lys

jeg siger jeg er træt af at blive misforstået

du siger, oh well

og lægger dig ned, du tænkte måske at gå ud i græsset, det kunne være fedt, men jeg tror bare det bliver sengen igen

jeg fortæller dig at du er meget højt oppe over jordoverfladen

kom lige ned

du siger du

har brug for lidt dvale

så du sætter baggrundsstøj på

f.eks. youtube eller discogs

og i et dvaleritual strækker du en kæmpe afstand ud

i feltet mellem dine øjne og hvad de kigger på

tænker på noget jeg har læst, theis ørntoft, at der ikke rigtig er nogle afstande der er store

men jeg synes korte afstande kan føles så lange

tænker lidt at jeg gerne vil være en flue

life i lost interest now im an insect, som bladee synger

det er mærkeligt når man keder sig

man får sådan nogle mærkelige ideer

ser et lille ikon

har det lidt dårligt over mig selv

verden som den plejer.

Vi bor i en baggård inde midt i byen. Den ligger bag handel og trafik. Der er ret stille herinde. Men det er lige meget, fordi der er alligevel aldrig nogen på gaderne om natten.

Mit værelse er farvet i lejlighedens mørke og baggårdens lys der stråler ind gennem mit store vindue. Baggårdens lys er lamperne med bevægelsessensor under gitterplanterne der svajer i vinden, så de er aldrig slukket. Jeg ligger og tager verden ind fra mit mørke hjørne. Jeg kan ikke sove. Den her nat er mit hjerte alene og svagt lysende. Med øjne og mund. Alting lukket. Stilheden er nok for det, indtil det begynder at hive i tilfældige retninger. Det har brug for noget, jeg ved ikke altid hvad. Men jeg skal sove nu, så jeg kan ikke andet end at blive liggende.

Det sidder som en klump i min hals, når det bevæger sig. Og på en måde styrer det hele mit liv. Det åbner øjnene. Kan se op gennem min hals og ud. På gaden.

Jeg hører bølgerne først, og så ser jeg dem. Hjertet overfører sit syn på mit. Åbner sin mund, og siger at jeg skal forestille verden gået under. Fortæller mig, at jeg er god til at sætte ting sammen, så de bliver til nye spændende konstellationer. Ude på gaden stiger vandet, ude på gaden har havet bragt sin vind, og de lange bredder hvor vandet skyller op. Brusen ude på gaden, blodet i mit hoved. Vage sus. Nogle andre hvisker. Store vandmængder ude på gaden. Men jeg kan sove trygt i min seng. Jeg har haft drømme om syndflod mange gange. Jeg vågner altid op næste morgen i en verden der er som den plejer.

digesvale

dagen løber og bryder mig ned

efter dag

ser jeg store huller i ord

åbne sig

for en time siden

så jeg et hul i en sang

åbne sig

jeg venter på om der vil komme noget ud

og ud flyver

en svale

tæt over sandet i en parallel

et billede

du malede i sandet

ligger ved bølgernes hånd

forestiller

mig

der ser dig

ønske os ud i hele verden

i digesvalens farver

og, hvor du derefter siger

når jeg har brug for noget

er det det jeg skal have

jeg giver slip

luften er trykkende og stum

du åbner et vindue i virkelighedens væg

se, hvor verden har åbnet sig i dag

det er rart

når man kommer helt tæt på

og griber ud og beslutter

at du

er mere end bare

gættet frem

at jeg

holder noget i hænderne

lyset falder

og strækker sig

over sandbanken

jeg drømmer, du lægger dig til gravs indeni banken

jeg er i dag

over dig

hvorfor i dag?

jeg spørger svalen

om, hvorfor lige i dag

mange andre ting mærker tyngdekraften stærkere end dig

ikke nervøs bare spændt

vågner til majlyset

himlen er våd på skallen

et dryp fra den kunne tænde alt muligt inde i mig

intet skete men

alt sker nu

mit værelse står alene

kalder tilbage

til et rum i et af weekendens sidste kapitler

der bar så meget med sig

at foran mindet af det smalner vejen hen for mig ind, til

at jeg bliver så klemt som solstrålen nu

i skiftende vejr

først hagl

så blæst

og en sky

hænger over eftermiddagen

har hensigter
jeg har ikke så meget mere at give
indtil den næste forventning er overstået

man kan tage en bid af maj som af en bolle

kiggede ud af en dugget rude i dag til frokost

trøstigt væk

timerne er udspændt de her dage

jeg har ikke noget på hjerte

jeg er blevet skubbet

ind og ud af låste stunder

jeg har ikke meget mere at

give dagen

end søvn

vælger at sove med åben dør

græsplænen er et koldt rum i aften

måneskin er bare måneskin
og timerne er bare lange

talende væg

kigger på min tekst og ser en udmunding, hvor jeg førhen har set et hul

noget med at sætningen har banket sin vej igennem til den anden side, tænker jeg

jeg ligger ved siden af en talende væg

jeg har logiske forløb klar

beslutter mig i stedet for

at puste ud om drømme

to hænder på et rundt kranie

da jeg var lille blev jeg ked af det da folk sagde farvel

fordi det betød for evigt

derfor bad jeg folk sige vi ses

der ligger noget på den anden side af væggen

den fortæller mig at jeg er blevet så god til at være nysgerrig,

at der nogle gange er følelsen af at der er noget galt, men

måske skal du bare holde noget i hænderne

se duen uden for vinduet

der er dagens konjunkturer og der er dig i sengen

og der er hundrede begyndelser hver dag

*

han spurgte mig, der er så mange endelser?

jeg sagde en endelse er bare en begyndelse

*

dagen har konjunkturer

hver dag opstår en byld

dagen efter går den væk igen

der ligger noget på den anden side af væggen

på min side af væggen er en silhuet af tab

væggen fortæller mig at forventninger er en lille brand i tårekanalen

en fugl græder ude for vinduet,

hvorfor mister jeg hjertet nogle gange?

har nogle gange en kløen der ikke munder ud,

har nogle gange dybe vande jeg ikke kan bunde i

har nogle gange stop mig selv start ikke igen

har nogle gange følelsen af det er uretfærdigt for mig

og svaler er bare stenkast

en død gås

et spørgsmål kom dalende: skal digte omhandle følelser?

jeg tog mit begravelsestøj på og så min løse hud falde fra mit ansigt

tårnede over græsplænen, over fliserne og trapperne på grunden

luft kom ud fra alle porer

som et forvandlet dyr, grumt bevægende

spillede jeg en dødsfuga for mig selv

og så sov jeg og passerede ind i sløret

mistede et eller andet

trådte ud i det kolde daggrå

negligerede fuglene

negligerede tankerne

lodret tårnende havde vendt sig til vandret tårnende

jeg var stille men håbefuld

jeg havde fundet en lille udmunding

tag din fred

tag din fred.

tag din historie brug den til ingenting
kroppen bliver langsomt til et afsides stentårn

en bygning en silhuet af tab

forventninger er en død gås
forventninger er en lille brand i tårekanalen

en fugl græder ude for vinduet

 

du bygger dig selv en silhuet af tab

og du spørger: hvem bygger din omverdens tomme reaktion,

hvor er mit hjerte i mine måde at være på,

hvorfor er jeg tom for nærvær?

har nogen gange en kløen der ikke munder ud,

har nogen gange en jalousi

har nogen gange dybe vande jeg ikke kan bunde i

har nogen gange stop dig selv start ikke igen

har nogen gange følelsen af det er uretfærdigt for mig

tom for nærvær går jeg rundt, sælsomt undgående blikke