en lille oversættelse jeg har arbejdet på, første side af rainer maria rilkes duino elegierne

 Den første elegi

Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mig blandt

  englenes

ordener? og sæt selv, en pludselig tog mig til hjertet:

jeg ville forgå ved

            hans

stærkere væren. For det skønne er ikke mere end 

begyndelsen på det frygtelige, det vi endnu ikke

        tåler,

og vi beundrer det så, fordi det roligt afholder sig

fra at ødelægge os. Enhver engel er frygtelig.

Og sådan holder jeg mig tilbage, og sluger         

                                                                                      lokkeråbets

mørke hulken. Åh, hvem formår vi da at bruge?

Ikke engle, ikke mennesker, og de kløgtige dyr bemærker det godt, 

at vi ikke særlig tilforladeligt er hjemme i den tydede verden.

Tilbage for os ville der måske på skråningen forblive et træ, 

så vi kan gense det dagligt; tilbage vil der forblive os 

gaden fra i går og det forkælede troskab som vane, 

det der tiltalte os, og på den måde blev og ikke gik.

O og natten, natten når vinden

        fuld af verdensrum

æder vores åsyn -, hvem blev den ikke ved, den

                                                                              længesfuldt ventede, 

mildt skuffende, der møjsommeligt lå foran det enkelte hjerte.

Er det lettere for de elskende? Ak, de

skjuler kun deres skæbne fra hinanden.

Ved du endnu ikke det?  Kast tomheden fra dine

        arme

ud i de rum, vi ånder; måske

    fuglene

vil mærke den øgede luft med en mer inderlig flugt.